Bare sådan rigtig weekend🤩

Weekend; vi kender det alle sammen. Vi glæder os hele ugen til det bliver fredag, og en uge kan føles temmelig lang😅

Så sker det, fredag kommer og weekenden lurer lige om hjørnet…men…så var det lige at man på arbejdet kom til at snakke om hvad man skulle begive weekenden med, OG SÅ…går det op for dig!

ALT FOR MEGET!!

Weekenden er helt uden du opdagede det blevet totalt fyldt med røde blokke i kalenderen, hvor kom alle de aftaler fra?! 🤷‍♀️😅 Nåeh jov altså…måske lød det jo egentlig alt sammen som en meget god ide da man sagde ja, men lige her fredag, kan det nu godt virke lidt uoverskueligt.

Hvornår skal du sove længe, nyde din kaffe og bare lige få lavet lidt ’bettenøt’? …eller slappe af?! 😲

Weekenderne bliver ikke altid som man lige havde regner med, men de løber altid alt for stærkt.

Forrige weekend var en af de weekender hvor vi ikke havde nogen som helst planer! Jep, you heard me👍🏻 Jovist vi havde en masse vi nok burde lave…men altså, måske ikke lige det vi gad lave🤷‍♀️ Weekenden blev med fuldstændig ro og afslappethed en af de få om året hvor vi rent faktisk var utroligt effektive og energiske selvom vi samtidig havde masser af tid til hygge, kaffe, leg, hvile og samvær💕 det var en helt fantastisk rolig og hyggelig weekend💕

Morgenflow med tøsen💕

Vi er temmelig gode til at lave planer og aftaler, og forstå mig ret vi elsker det…men nogle gange glemmer vi bare lige at slå koldt vand i blodet, trække vejret helt ned i maven og lige stoppe op og kikke indad. Give os selv lov til at finde ro og komme ned i gear….måske du også kender til det?

Påskeferie 2019

Det samme gælder jo sådan en påskeferie, og i år har vi alle en dejlig lang en, uden planer og med frit spil til at gøre hvad vi har lyst til💕 Det er helt fantastisk, og så med det her vejr☀️

Bare en enkelt morgen…

Så var der lige det der med at springe ud af sengen om morgenen…No wait…Det gør ingen vist…

Hvad så med at vågne op, frisk og veludhvilet?
Tjo…Det prøvede vi INDEN vi fik børn! Am I right moms? hahaha…

Hmmm…måske vågner du bare stille og roligt i skæret fra din ‘sollys lampe’ og lyden af kvidrende fugle, toptunet og klar til dagens strabadser?
I WISH!! 😀 (måske man rent faktisk skulle prøve den der lampe?)

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst selv havde nogen af de følelser når jeg er vågnet…

Ja, hvis ikke det er fordi ungerne har haft 10 spørgsmål og problemer i løbet af natten, som man jo så absolut SKAL tage stilling til, før man må gå tilbage til at sove igen eller fordi katten ikke er blevet lukket ud og derfor står og piver nede i gangen, ja så er det den møg-sygdom der driller og giver hæslige nætter med både svedture, smerter og ingen søvn.

Som kronisk syg gigtpatient, er kroppen altid på overarbejde, selv under nattens søvn, hvor den burde hvile og samle nye kræfter; men med et immunforsvar der ‘angriber’ sig selv hele tiden, er der bare aldrig ro.
…men hvor ville jeg bare for en enkelt nat ønske at jeg kunne få en hel nats søvn; vågne frisk og veludhvilet.
Og bare for en enkelt dag ønske at jeg kunne vågne og stå ud af sengen, uden at have ondt et eneste sted.

Tanken og ønsket om at stå ud af sengen om morgenen, uden en eneste smerte, den er bare en gang imellem den der fylder mest.

På de dage skal der lige lidt ekstra vilje til, for selvom man ikke ikke altid får hvad man ønsker sig, kan man bestemt selv forme hvad man vil gøre med det man har.

⭐️ CARPE DIEM ⭐️

Forår i luften, husk fornuften

Jeg har købt mig sådan en af de der ‘blogger’ flyverdragter, som jeg aldrig troede jeg skulle se mig selv i…lige indtil jeg stod på legepladsen en dag med ungerne og hundefrøs… man har vel et standpunkt til man får et andet😆🤷‍♀️ (and I LOVE IT)

Weekend, smukt forårsvejr og mig & min flyverdragt.

Nå, men nu hvor det bare er blevet det dejligste forårsvejr, skulle vi selvfølgelig nyde weekenden ude i haven. Vi elsker nemlig alle sammen at være ude, og der er jo altid noget at lave i en stor have😅 …Desværre er det også en af de ting der for mig har store begrænsninger.

Jeg elsker havearbejde og har altid KÆMPE planer om alle mulige projekter, gode ideer og nye smarte påfund (i hvert fald hvis man spørger mig og ikke manden).
Men som dagen skrider frem sænkes entusiasmen, to-do listen bliver mere og mere udvisket, alting bliver hårdere, smerterne slemmere og trætheden bliver en opgave der SKAL klares, selvom man prøver at bekæmpe den.

Jeg kan desværre ikke klare opgaverne ret lang tid af gangen, om det så bare er opsamling af den million-milliard blade der samles i hele haven hvert efterår. Så dagen går med små skift imellem de ting jeg nu har sat mig for ville være helt fantastisk at komme i gang med… Ja jeg skriver; ‘komme i gang med’, for i de fleste tilfælde tager det mig mere end én dag at blive færdig, når man skal skifte opgave og klare hvil imellem…ofte kræver det også at der tilstøder en hjælpende hånd. Uanset hvor meget jeg kæmper, skal jeg på et tidspunkt acceptere at projekterne ikke nødvendigvis skal laves i dag og at oprydningen må vente, fornuften må sejre og viljen pakke sammen…der er er dag igen i morgen.

De bedste <3

Når man lever med kroniske smerter og en sygdom som Morbus Bechterew, betyder hjælp og støtte ALT, og den må jeg siges at have. Ungerne er trods deres alder (og mit ønske om at de ikke skulle tænke over det) de mest opmærksomme, hjælpsomme og kærlige børn. De hjælper ude, de hjælper inde, de stiller ikke spørgsmål når mor siger fra, men kommer blot med et smil og spørger hvad jeg har brug for💕

Så selvom haven ikke er som jeg kunne ønske, så er den stadig vores og vi elsker at bruge den både til vandleg om sommeren og snemænd om vinteren. Vi kan løbe frit rundt og være vilde eller gemme os i mellem træerne, spille bold og hoppe trampolin.

Vores have, vores fælles rum💕

Min ‘fitness rejse’ – Kort fortalt.

Når passionen bliver missionen…
Når træning bliver en nødvendighed fremfor kun et valg…
…Så finder man det man allerbedst kan lide og gør det til en livsstil.

Fitness og aktiv livsstil har altid været mig, lige fra gymnastik da jeg var 6, op igennem diverse sportsgrene, til håndbold og ridning for til sidst at ende som fitness instruktør. Da jeg første gang stod som instruktør, vidste jeg bare at det her; det var lige mig, og da startede min ‘fitness rejse’ (for at bruge et populært udtryk). Det var i 2008, da der åbnede et fitnesscenter i byen hvor jeg bor. Et lille lokalt center, som blev starten til min kærlighed for styrketræning, kardio træning og alt det andet…og der gik ikke længe før jeg gik all-in og fik min første fitness uddannelse; Spinning instruktør.
Det var stort, det var sjovt og tjah en smule hårdt 😉

Jeg fik da også hurtigt blod på tanden, flyttede til et større center og blev uddannet Zumba samt Fitness instruktør. Jeg fik flere hold og jeg nøøøød det.
Min energi og mit humør kunne altid lives op af en gang træning, om det var på mine egne hold eller som deltager på et af de andres hold var underordnet.

Jeg havde fundet min rette skuffe eller hylde; som man siger.

…Men så faldt hammeren…og de ryggener/smerter jeg havde haft i mange år, blev voldsomme og jeg bukkede under. En lang sej kamp blev sat i gang, og jeg er nu heldigvis på den anden side, i fuld gang med at kæmpe mig frem.

Jeg måtte revurdere mine træningsplaner, og her kom så min nye store kærlighed ind i billedet; Jumping Fitness, hvortil jeg blev uddannet instruktør i maj 2015…Still loving it, og er i dag en del af Det danske Jumping Team. Kald mig bare stolt, og f… janteloven, for det er sku min fortjeneste at jeg er kommet hertil…og så min medicin selvfølgelig, men det er en anden snak 🙂

Yderligere er jeg blevet uddannet TRX instruktør (STC & GTC), efter jeg har trænet TRX suspensiontraining på egen hånd i godt og vel 10år, var det vel også ved tiden. Endelig at få papirer på det der har hjulpet mig og min ryg i så mange år.

Træningen er det der får mig til at hænge sammen, giver mig energien og overskuddet til at være noget for mine børn og min mand, det er min redning på de dårlige dage og en stor del af årsagen til jeg er hvor jeg er i dag. Ja, jeg skal acceptere at jeg ikke kan arbejde ret mange timer i ugen, men samtidig også huske at jeg slet ikke kunne arbejde, hvis ikke det var for min træning.

Træningen er også sommetider for en som mig der (heldigvis i min situation) elsker træning, en frustration og en byrde som bare pokker, og nogle dage kunne det være rart bare at lade være…men der er ALDRIG en dag hvor jeg ikke kommet hjem bedre, med mindre smerter og gladere, end da jeg tog afsted!

Nyt-År, Nye Muligheder, Nye Oplevelser

2019 kom hurtigere end forventet, allerede er vi midt i årets første måned og godt i gang med at skabe planer for dette helt nye friske år.
Måske skal der en ny uddannelse til i år, måske et nyt job, måske en længere ferie, bryllup, hus, kæledyr….ja hvem ved hvad året ender med at have beriget os med hver især, når vi igen skriver december?!

Vores Januar blev måneden hvor vi lagde de første planer for 2019, nemlig sommerferien…og vi glæder os allerede helt vildt, selvom den i år bliver anderledes end de forgange år. De sidste år har vi været afsted med 2 andre familier, men i år tager vi turen alene…hvor turen går hen skal jeg nok fortælle mere om, når vi får noget mere sol og varme, men det bliver uden tvivl lækkert og lige hvad vi trænger til.
Vi har også allerede fejret de første fødselsdage, herunder også min kære mands, selvom den egentlig først bliver holdt for familien sammen med min, så havde vi en hyggelig dag sammen; bare os 4 og kage…

Januar 2019 blev også måneden hvor jeg havde den fedeste weekend sammen med de herligste mennesker fra Jumping Fitness Danmark teamet.

Vi hoppede og svedte os igennem Jumping Fitness Advanced uddannelsen.
Hvor jeg med stolthed og glæde bestod med sølv diplom; Selvtilfreds.dk ;P

Så allerede her midt i Januar kan jeg bare mærke at det bliver et oplevelsesrigt og spændende år…selvom vi også starter året med at bilen gik i stykker, dagen efter vaskemaskinen og om natten dekorerede datteren så hele entreen, både ovenpå og nedenunder, helt ufrivilligt; men dog ret så voldsomt….åh jeg HADER bræksyge, og især om natten, når jeg bagefter skal gøre hovedrent og tidligt op!

Hvorfor er det at ‘ulykker sjældent kommer alene, men gerne i sæt á 3 og derover’?

…men men men, 2019 er året med Ja-Hatten, så vi tager det med et smil; måske et lidt skævt et af slagsen, men det er der.

Juleaften, oh hvor er du sød…

Juleferien er godt igang, det er juleaften og alle små som store venter spændt på aftenens højdepunkt…GAVER🤩🎁😅 (og mad)

Nogle glæder sig måske mere end andre…andre knokler måske i køkkenet eller med de sidste indpakninger. Måske er træet ikke pyntet endnu, eller måske sidder andre på vej til familien med tomme maver, så man er klar til at gå all-in på julebordet.

Jeg er heldigvis en af dem der skal komme og sætte sig til bordet, og egentlig kun sørge for at få min mand, mine børn og gaverne med…men det er selvfølgelig udfordring nok i sig selv, for selvom tøjet er nøje udvalgt længe før, er det stensikkert det skaber problemer når vi skal afsted. Håret for den sags skyld ingen undtagelse heller, for nok er mor tidligere frisør, men altså hvordan håret sidder pænest ved jeg absolut intet om! 🙄 for så slet ikke at tale om skoene..altså dem de skal have på fra døren til bilen – fra bilen og ind…long story. Så skal vi huske alle pakkerne og selvom de er pakket og klar er det ret så sikkert at der ligger en farisær et eller andet sted, som man ikke kan huske hvor er! …og huha nu er vi ved at glemme tasken med udetøj hvis ungerne nu vil ud når det begynder at sne…for det gør det selvfølgelig juleaften🤣🤣 Ekstra tøj; just in case, nattøj osv.  OMG….vi kommer faktisk hjem igen om aftenen🤷‍♀️

Nå men om ikke andet kom vi da afsted, som vi plejer og får den mest fantastiske jul med julemand og det hele. En aften i familiens tegn, forhåbentlig uden de helt store hysteriske udsving, som ikke kan tackles med en vingummi eller en gave🎅🏼🎄🎁

…og så glæder vi os til d.25. En dag i nattøj, hvor klokken skal gå efter os og absolut ikke tvinge os til noget som helst💖

Rigtig glædelig jul 🎅🏼🎄🤶🏼

Kaffe latte barsel; Ønsketænkning?!

Uh den barsel…den skønne tid der følger efter man har fået sin lille guldklump i armene. En tid med råhygge på sofaen med lille purken liggende på brystet, shoppingture med barnevognen, tid til kreative sysler, dejlige hyggelige dage med kaffe latte, friskbagte boller og mødregruppe; det er i hvert fald det man regner med sker…men det må siges at jeg mødte en anden virkelighed med vores lille prinsesse. 

De første par uger var det helt fantastisk og jeg kunne ikke få nok af hende, denne fantastiske lille skabning vi havde skabt, PERFEKT!

Pludselig en aften vendte det, og hun begyndte at skrige. Hvor kom det lige fra? …måske et tigerspring, ondt i maven, mareridt…hmmm??
Vi prøvede alt og til sidst kørte min mand 16km kl.22 om aftenen for at hente modermælkserstatning, da vi troede det var min mælk den var gal med…men hun skreg bare og vred sig, denne knap 3 uger lille mus.
Sådan fortsatte det, og dagene blev ligeså, kun værre og værre, hun sov 20min af gangen, og vågnede i et skrig HVER gang. Skrigende og vridende i smerte, kunne man så tage hende op, forsøge at trøste og lulle hende i søvn igen…oftest ikke med det store held. Sådan gik dagene, og nætterne med. Flere nætter sad jeg op, og så sov hun hos mig, da hun simpelthen ikke kunne ligge ned.
Jeg var stort set ligeså ulykkelig som min datter, frustreret og ked af at jeg ikke kunne trøste hende, og selvfølgelig ret så træt. Vi havde god kontakt med sundhedsplejersken, og da hun så kom på besøg så hun med det samme den var helt gal, sådan skulle prinsessen jo ikke have det, det lille pus…og vi blev indlagt på børneafdelingen. 

Vores eget lille ‘Hotel’, indtil de fandt frem til årsagen; REFLUKS!!
Vi måtte dog også lige et smut forbi Odense børneafdeling, der er specialister på området for at være sikre på diagnose og rigtig dosis.
Refluks er tilbageløb af mavesyre op i spiserøret, og da vores datter havde Silent refluks, slugte hun det også igen, hvor børn med alm. refluks gylper mavesyren op. En tilstand der skaber sår i spiserøret ved at ‘ætse’ både på vej op; og ned, i hendes tilfælde. Utrolig smertefuldt, kan man især forestille sig, hvis man er en af dem der har døjet med halsbrand under graviditeten. 

Med en lille datter der nu var diagnosticeret med refluks, kunne vi da afhjælpe hendes smerter lidt med medicin, men det var desværre kun en del af det. Skaden var sket, og der gik lang tid før hun havde en smule effekt. Medicinen neutraliserer bare syren, den fjerner desværre ikke tilbageløbet. Så hun sov stadig ikke mere end 20-30min af gangen, før hun skreg, og blev vækket af tilbageløb.
Huha alle de aftener vi har gået frem og tilbage i stuen med liften, gynget hende i sansegyngen, vippet hende i barnevognen osv. for at få bare et lille hvil selv. For som om det ikke er hårdt nok at se sin lille mus så forpint og ude af trit, uden man kan gøre noget. Vi var også så umådeligt trætte at vi næsten ikke kunne hænge sammen. Nogle dage sov jeg med hende til middagsluren, så kunne jeg mærke når tilbageløbene kom og forsøge at vugge hende og trøste, så hun ikke vågnede helt op.

Hvordan kommer man så over det?
Det ved jeg ikke, men man kommer igennem det, SAMMEN.

Vi er som mand og kone blevet testet til det yderste, helt ud hvor vi har været så pressede at vi ikke vidste hvad vi skulle gøre af os selv, ikke havde tid til at restituere og sove, men vi var bare på hele tiden, kæmpende for at hjælpe vores lille prinsesse, i sådan en situation betyder familien ALT. Vores familie har været den største støtte igennem den hårdeste tid, som vi ikke bare har oplevet én gang, men med hele 2 børn…!

Lykken er…trods alt, at være tæt <3


Når vinteren kommer❄️

Vinteren er i sin spæde start, efter vi har haft den mest fantastiske lange sensommer og et smukt efterår. Julehøjtiden er lige om hjørnet, nytåret i sigte og tankerne er i fuld sving, om hvilken kjole man dog skal tage på😉 …for ikke at tale om al den planlægning der skal styr på og GAVERNE, ih ja gaverne. Jeg er en af dem der eeelsker gaver, Også selvom jeg er blevet mor, og faktisk er jeg også helt tosset med at købe gaver. Jeg kan bruge oceaner af tid (nogle gange for lang tid, vil min mand nok sige) på at finde det helt rigtige når vi køber gaver🎁 …og så er jeg vel ikke den eneste der hepper på en hvid jul? Altså sådan en rigtig hvid en af slagsen, som da vi var børn, med sne til albuerne og i mere end bare én dag. 

Kulden er dog også den første ting, der gør min vinter ulidelig til tider, leddene der bliver stive, øgede smerter og uendelig træthed…uuuh så mangler jeg den varme sol, og så er der jo lige det med aaalt for meget snold og lækre sager…(for jeg kan sku da ik’ la’ vær’)🤷‍♀️ Ja så farer man jo også rundt til dit og dat og forstå mig ret, jeg er utrolig social, så jeg elsker det…men kroppen gør ikke, stress over alt det man skal nå, og dårlig samvittighed over dem man ikke lige fik besøgt. (Og ja det er sku for dårligt med 365 dage til at gøre det på, men sådan er hverdagen – alt for kort).

Så er der jo også alle de baktusser ungerne slæber med hjem fra skole og børnehave, og selvfølgelig via alle andre også. De bider på mig HVER GANG, hvad sker der lige for det!🙄 …som kronisk syg er kroppen altid på overarbejde og ikke særlig klar på at bekæmpe diverse virus, nogle gange betyder det så, at man bare ikke kan overskue mere…at man har brug for ro & hvile, selvom man meget hellere ville med til kaffehygge eller på restaurant besøg eller hvad det nu måtte være. 

“Det er så skide svært at sige nej, når man bare såå gerne vil.”

Men altså udover julen som er er hjerternes fest, vinterhygge med lys og varme drikke og alt muligt, så er det jo som sagt også begyndelsen på at min gigt krop får meget mere at kæmpe imod. En kamp der til tider kan vælte læsset, kan få mig til at virke kold og kynisk, sur og deprimeret, måske endda selvoptaget! Men tro mig, det er jeg IKKE! Det er blot et udtryk for hvor meget jeg kæmper for at holde gejsten oppe, så jeg kan være med i det hele. I sådanne perioder er jeg extra glad for min mand. Ham der bare altid er der, ham der kan se hvornår på dagen jeg startede med at sætte en facade op om smerterne for i andre ikke skal se det, ham der så be’r mig om at tage et hvil eller finder en undskyldning for at vi kan tage hjem, så det ikke er pga. Mig, ham der får skæld ud hele tiden, fordi jeg bare er frustreret og træt, ham der skal hjælpe hans kone på 33 ud af sengen de morgener hvor det er værst. Det er min mand, og han er fandme stærk❤️



 

Når Mor-livet begynder

Min første graviditet, starten på et nyt kapitel; som det jo er for alle. For mig var det dog ikke kun ren lykke og glæde, men havde desværre en snert af frustration med sig, grundet de mange smerter der desværre tilstødte.

Vi havde ventet på øjeblikket med de 2 streger (for evigt, syntes jeg), og pludselig stod vi der, med op til flere positive tests… man skal jo være sikker i sin sag. Vi var lykkelige, og ja jeg tror faktisk jeg var fløjet lidt væk på en meget lyserød sky i ren glæde, så vi kunne selvfølgelig heller ikke holde på hemmeligheden ret længe. ALT var godt, jeg havde det fantastisk, cyklede afsted på spinning cyklen og dansede rundt til vilde Zumba rytmer, indtil jeg en dag kunne mærke kroppen begyndte at brokke sig. Det kom ret pludseligt med voldsomme smerter og ubehag, og blev ret hurtigt værre. Læge, Fys., Jordemoder, Massør, Akupunktør og hvad jeg ellers kunne finde på blev taget i brug, i et forsøg på at milde det, som de alle på daværende tidspunkt troede var slem bækkenløsning.
Træningen blev stille og roligt skåret ned og sat i bero; hvilket skulle vise sig at være en stor fejl, da jeg skulle have haft trænet i stedet for at hvile. Træningen kunne have hjulpet mig igennem graviditeten, og givet mig mere kontrol over det, der faktisk var gigtsmerter og ikke bækkenløsning!!

Hvad gør man så som gravid, når man normalt er aktiv og i fuld vigør hele dagen, når man regner med en nem graviditet uden de store udsving, fuld af træning, men man pludselig er så påvirket af smerter at man ikke kan klare en hel dag uden en lur?
Man søger at få det bedste ud af det og går i krig med andre aktiviteter.

Jeg begyndte at brodere et tæppe til hende (Jeps, vi fik kønnet af vide), og vi havde hurtigt et helt fantastisk navn til hende, og alt skulle jo handle om den her lille purk der var på vej. Den her prinsesse som ’By the way’ var første barnebarn for mine forældre, så det var helt specielt og KÆMPE stort kan man vist godt sige, så vi gik selvfølgelig alle sammen all-in.

Min mand fandt et eventyrspil jeg kunne fordybe mig i, og jeg som aldrig har ’gamet’ blev hevet ind i det her eventyr og jeg styrede det for vildt😊, så her blev tiden brugt i sofaen, når jeg kun kunne ligge ned. Vi fik værelset gjort klar, så jeg kunne nusse omkring det, købe os fattige i babytøj, baby udstyr, alt det vi ikke vidste vi manglede og selvfølgelig mindst 4 af hver slags, ligesom alle andre gravide mødre gør (smerter eller ej).

Så trods smerter og evig træthed, nød jeg graviditeten alt det jeg kunne, jeg havde set frem til at skulle være MOR, stort set siden min mand og jeg fandt sammen i sin tid😊

Nå men tilbage til historien, for når mor-livet begynder er det jo noget af det største og mest unikke man nogensinde vil opleve. Følelsen af liv der vokser helt tæt på dit hjerte, men samtidig også giver dig et ordentligt los i siden, når du lige har lagt dig lidt forkert i sengen eller spist en vindrue. Tanken om hvad man har skabt sammen, og hvad den her lille skabning kan blive til, hvilket menneske det er og hvilke veje ens lille vidunder går. Alle tankerne om hvordan det bliver, hvordan man gerne vil være mor og forældre, som så bliver væltet fuldstændig rundt på hovedet, når purken begynder at sætte os på alle de her forældreprøver.(the struggle is real)

Men inden da skal man jo lige igennem fødslen.

Fødslen af vores førstefødte forløb over det meste af en dag fra 6 morgen til 21 aften, og helt efter bogen, uden problemer. En fødsel jeg ser tilbage på med glæde og stort smil, som den mest fantastiske oplevelse nogensinde.

Jeg glemmer aldrig det øjeblik hun bliver lagt op til mig.

De førstedage hjemme lever vi bare i vore egen lille verden og nyder hende. Jeg kunne jo slet ikke komme tæt nok på dette smukke lille menneske. Hvordan skulle man også kunne det, hun havde jo levet de sidste 9 måneder lige ved siden af mit hjerte, hvor jeg kunne mærke hende hele tiden, og nu lå hun der ved siden af mig helt udsat og sårbar; og da begyndte mor-bekymringerne.

For min barsel blev slet ikke som jeg havde regnet med… da hun var 4 uger begyndte frustrationerne, over en lille prinsesse der skreg det meste af dagen, lignede en i smerter, og ikke sov mere end 20min ad gangen.

Ugen derpå…

Når man lever med en kronisk smertesygdom er der ingenting der er ligetil. Kalenderen pakkes nøje og alt skal gerne planlægges, så man kan forberede kroppen op til og sikre at der er plads til at kroppen kan restituere bagefter, men selv med de bedste forberedelser og restitution, er det desværre mere reglen end undtagelsen at man betaler prisen bagefter. Når man med det i mente så vælger at gøre tingene alligevel, er det fordi at lige præcis DÉT, gør at man i øjeblikket kan glemme at man er kronisk syg og nyde det.

…nogle ting gør man for børnenes skyld, for familiens skyld og vores fælles minder.

Hvad alle andre ikke ser og der jo heller ikke sådan er taleemne, er den forberedelse der skal til og de forhold man tager. Det vigtigste for at man kan have den bedst mulige oplevelse uanset hvad man skal.

For mig er det netop forberedelsen der er det afgørende. Det afgørende for hvor længe jeg kan ‘holde ud’ og hvor meget jeg kan være med til. Det betyder at hvis vi f.eks skal til fest (jeg er jo sådan en der gerne vil danse hele natten), når vi skal i Djurs Sommerland med børnene eller bare dét at skulle sidde sidde stille på en stol en hel aften til hygge med vennerne, skal jeg i dagene op til sørge for at få trænet godt, masser af hvile og ingen ‘forkert’ overbelastning i form af eks. Støvsugning eller havearbejde, og så lige have lidt ekstra smertestillende klar.
Når dagen kommer forsøger jeg at få en god nats søvn op til, om muligt en lur inden vi skal afsted og selvfølgelig altid gerne en form for træning inden; om det er hård cardio, styrke eller en god omgang flow er ligegyldigt, bare der er bevægelse med god puls og sved 🙂 Trods alle forberedelser kommer der dog altid en grænse, hvor kroppen simpelthen ikke kan mere og man ikke kan abstrahere fra det længere. Punktet hvor det er hårdt uanset om man står, går eller sidder. 

…Og når man har ’danset hele natten’ er der altid en pris at betale!

Uanset hvor god en forberedelse, er der desværre altid en pris. Prisen varierer, men den indebærer uden tvivl flere smerter og derfor ekstra smertestillende, ekstra træthed, ekstra træning og lidt frustration hvor man liiiige skal huske sig selv på at man havde en god oplevelse, at man gav ungerne et dejligt minde og at man var sammen med dem der betyder noget.

Ugen derpå er for mig en uge hvor kun det vigtigste bliver gjort, resten af tiden skal jeg hvile og træne for at jeg kan være mor, kone og Jessica.