Den sætning, hører man tit, i forskellige sammenhænge.
Nogle gange passer den bare ikke altid helt i kontekst, og kan faktisk virke som en negligering fremfor en medføling.
Når man som 34årig ligner en 80årig der skal rejse sig fra stolen efter f.eks. at have siddet til middagen og sidemakkeren siger: ‘uh ja man får helt ondt i ryggen og blir’ stiv i kroppen af at sidde ned så længe og lave ingenting’.
…Øh jov det gør man måske nok, men nu er det altså bare sådan at jeg ikke kun er det fordi jeg har siddet her, men også er det i morgen når jeg står op.
Så kommer næste bemærkning: ‘Ja det kender jeg godt’. Hmmm…gør du nu også det?!
Bevares der er masser af mennesker med samme og endda endnu værre sygdom end jeg. Ryg smerter er jo efterhånden blevet en folkesygdom, grundet en al for inaktiv og stillesiddende livsstil, men det er altså ikke det samme som at have en kronisk gigtsygdom i rygsøjlen.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i at man kan knokle for meget en weekend, så ryggen bliver helt overbelastet, at man kan være stresset så kroppen bliver stiv og træt, det var sådan jeg ‘troede’ jeg havde det i lidt over 10 år, hvor det var mere i perioder end andre, og jeg bare havde små smerter …det var inden smerterne, trætheden og ubehaget accelererede og jeg fik min diagnose.
Så selvom folk siger det med den største medfølelse og virkelig føler de mener hvad de siger, kan man stadig godt blive en smule træt og ked af det når man hører folk sige: ‘Det kender jeg godt’.
Med al respekt; det gør man altså ikke, medmindre man har en kronisk smerte sygdom, og skal lære at leve med det uanset hvor meget man gør for at afhjælpe smerterne.
Måske man kunne afslutte sætningen med: ‘men mit går heldigvis over igen.’
For selvom ‘vi’ (os kronisk syge) ville ønske at vores også gjorde det, så betyder den afslutning bare en større forståelse, i hvert fald i mine øjne.
