Søndag morgen sad vi som så mange andre og hyggesnakkede, lagde planer for dagen, alt imens vi spiste vores søndags bolle med nutella og drak morgenkaffen👌
… Men så skal jeg da lige love for at bøtten vendte og dagen ændrede sig.
Jeg skulle lige i bad… Da en kæmpe smerte pludselig væltede ind over mig med en voldsom fart, og jeg brød sammen i et brøl… som kronisk smertepåvirket er man vant til lidt af hvert, så jeg sundede mig og kæmpede mig i bad, der var heldigvis ingen der havde hørt mig. Smerterne slap bare ikke taget, så med smertetårer rendende ned af kinderne, ude af stand til at flytte mig, måtte jeg råbe på hjælp. Ungerne var der som lyn, og fik hentet farmand udenfor. Mine små banditter der kan skændes en hel dag over hvem der fik mest vand i glasset til morgen, være ligeså stædig som et pakæsel og give deres mor grå hår, stod der ved siden af mig og spurgte hvad de kunne gøre❤️❤️
De vigtigste ❤️❤️
Med ét følte jeg det hele vælte, deres stærke mor stod der og bad om deres hjælp. Jeg kæmper hver dag, men pludselig forsvandt min evindelige styrke. Mine 2 små vidundere voksede på et split sekund og blev de stærkeste i rummet.
Uanset hvor hårdt det er, så er jeg den mest taknemmelige mor til 2 fantastisk omsorgsfulde mini mennesker og kone til verdens mest støttende mand. Smerterne vil svinde, min styrke komme igen og hverdagen vende tilbage. Så kære stairmaster, jeg vender stærkt tilbage, skal bare lige give den her omgang smerter baghjul💪
Uh den barsel…den skønne tid der følger efter man har fået sin lille guldklump i armene. En tid med råhygge på sofaen med lille purken liggende på brystet, shoppingture med barnevognen, tid til kreative sysler, dejlige hyggelige dage med kaffe latte, friskbagte boller og mødregruppe; det er i hvert fald det man regner med sker…men det må siges at jeg mødte en anden virkelighed med vores lille prinsesse.
De første par uger var det helt fantastisk og jeg kunne ikke få nok af hende, denne fantastiske lille skabning vi havde skabt, PERFEKT!
Pludselig en aften vendte det, og hun begyndte at skrige. Hvor kom det lige fra? …måske et tigerspring, ondt i maven, mareridt…hmmm?? Vi prøvede alt og til sidst kørte min mand 16km kl.22 om aftenen for at hente modermælkserstatning, da vi troede det var min mælk den var gal med…men hun skreg bare og vred sig, denne knap 3 uger lille mus. Sådan fortsatte det, og dagene blev ligeså, kun værre og værre, hun sov 20min af gangen, og vågnede i et skrig HVER gang. Skrigende og vridende i smerte, kunne man så tage hende op, forsøge at trøste og lulle hende i søvn igen…oftest ikke med det store held. Sådan gik dagene, og nætterne med. Flere nætter sad jeg op, og så sov hun hos mig, da hun simpelthen ikke kunne ligge ned. Jeg var stort set ligeså ulykkelig som min datter, frustreret og ked af at jeg ikke kunne trøste hende, og selvfølgelig ret så træt. Vi havde god kontakt med sundhedsplejersken, og da hun så kom på besøg så hun med det samme den var helt gal, sådan skulle prinsessen jo ikke have det, det lille pus…og vi blev indlagt på børneafdelingen.
Vores eget lille ‘Hotel’, indtil de fandt frem til årsagen; REFLUKS!! Vi måtte dog også lige et smut forbi Odense børneafdeling, der er specialister på området for at være sikre på diagnose og rigtig dosis. Refluks er tilbageløb af mavesyre op i spiserøret, og da vores datter havde Silent refluks, slugte hun det også igen, hvor børn med alm. refluks gylper mavesyren op. En tilstand der skaber sår i spiserøret ved at ‘ætse’ både på vej op; og ned, i hendes tilfælde. Utrolig smertefuldt, kan man især forestille sig, hvis man er en af dem der har døjet med halsbrand under graviditeten.
Med en lille datter der nu var diagnosticeret med refluks, kunne vi da afhjælpe hendes smerter lidt med medicin, men det var desværre kun en del af det. Skaden var sket, og der gik lang tid før hun havde en smule effekt. Medicinen neutraliserer bare syren, den fjerner desværre ikke tilbageløbet. Så hun sov stadig ikke mere end 20-30min af gangen, før hun skreg, og blev vækket af tilbageløb. Huha alle de aftener vi har gået frem og tilbage i stuen med liften, gynget hende i sansegyngen, vippet hende i barnevognen osv. for at få bare et lille hvil selv. For som om det ikke er hårdt nok at se sin lille mus så forpint og ude af trit, uden man kan gøre noget. Vi var også så umådeligt trætte at vi næsten ikke kunne hænge sammen. Nogle dage sov jeg med hende til middagsluren, så kunne jeg mærke når tilbageløbene kom og forsøge at vugge hende og trøste, så hun ikke vågnede helt op.
Hvordan kommer man så over det? Det ved jeg ikke, men man kommer igennem det, SAMMEN.
Vi er som mand og kone blevet testet til det yderste, helt ud hvor vi har været så pressede at vi ikke vidste hvad vi skulle gøre af os selv, ikke havde tid til at restituere og sove, men vi var bare på hele tiden, kæmpende for at hjælpe vores lille prinsesse, i sådan en situation betyder familien ALT. Vores familie har været den største støtte igennem den hårdeste tid, som vi ikke bare har oplevet én gang, men med hele 2 børn…!
Min første graviditet, starten på et nyt kapitel; som det jo er for alle. For mig var det dog ikke kun ren lykke og glæde, men havde desværre en snert af frustration med sig, grundet de mange smerter der desværre tilstødte.
Vi havde ventet på øjeblikket med de 2 streger (for evigt, syntes jeg), og pludselig stod vi der, med op til flere positive tests… man skal jo være sikker i sin sag. Vi var lykkelige, og ja jeg tror faktisk jeg var fløjet lidt væk på en meget lyserød sky i ren glæde, så vi kunne selvfølgelig heller ikke holde på hemmeligheden ret længe. ALT var godt, jeg havde det fantastisk, cyklede afsted på spinning cyklen og dansede rundt til vilde Zumba rytmer, indtil jeg en dag kunne mærke kroppen begyndte at brokke sig. Det kom ret pludseligt med voldsomme smerter og ubehag, og blev ret hurtigt værre. Læge, Fys., Jordemoder, Massør, Akupunktør og hvad jeg ellers kunne finde på blev taget i brug, i et forsøg på at milde det, som de alle på daværende tidspunkt troede var slem bækkenløsning. Træningen blev stille og roligt skåret ned og sat i bero; hvilket skulle vise sig at være en stor fejl, da jeg skulle have haft trænet i stedet for at hvile. Træningen kunne have hjulpet mig igennem graviditeten, og givet mig mere kontrol over det, der faktisk var gigtsmerter og ikke bækkenløsning!!
Hvad gør man så som gravid, når man normalt er aktiv og i fuld vigør hele dagen, når man regner med en nem graviditet uden de store udsving, fuld af træning, men man pludselig er så påvirket af smerter at man ikke kan klare en hel dag uden en lur? Man søger at få det bedste ud af det og går i krig med andre aktiviteter.
Jeg begyndte at brodere et tæppe til hende (Jeps, vi fik kønnet af vide), og vi havde hurtigt et helt fantastisk navn til hende, og alt skulle jo handle om den her lille purk der var på vej. Den her prinsesse som ’By the way’ var første barnebarn for mine forældre, så det var helt specielt og KÆMPE stort kan man vist godt sige, så vi gik selvfølgelig alle sammen all-in.
Min mand fandt et eventyrspil jeg kunne fordybe mig i, og jeg som aldrig har ’gamet’ blev hevet ind i det her eventyr og jeg styrede det for vildt😊, så her blev tiden brugt i sofaen, når jeg kun kunne ligge ned. Vi fik værelset gjort klar, så jeg kunne nusse omkring det, købe os fattige i babytøj, baby udstyr, alt det vi ikke vidste vi manglede og selvfølgelig mindst 4 af hver slags, ligesom alle andre gravide mødre gør (smerter eller ej).
Så trods smerter og evig træthed, nød jeg graviditeten alt det jeg kunne, jeg havde set frem til at skulle være MOR, stort set siden min mand og jeg fandt sammen i sin tid😊
Nå men tilbage til historien, for når mor-livet begynder er det jo noget af det største og mest unikke man nogensinde vil opleve. Følelsen af liv der vokser helt tæt på dit hjerte, men samtidig også giver dig et ordentligt los i siden, når du lige har lagt dig lidt forkert i sengen eller spist en vindrue. Tanken om hvad man har skabt sammen, og hvad den her lille skabning kan blive til, hvilket menneske det er og hvilke veje ens lille vidunder går. Alle tankerne om hvordan det bliver, hvordan man gerne vil være mor og forældre, som så bliver væltet fuldstændig rundt på hovedet, når purken begynder at sætte os på alle de her forældreprøver.(the struggle is real)
Men inden da skal man jo lige igennem fødslen.
Fødslen af vores førstefødte forløb over det meste af en dag fra 6 morgen til 21 aften, og helt efter bogen, uden problemer. En fødsel jeg ser tilbage på med glæde og stort smil, som den mest fantastiske oplevelse nogensinde.
Jeg glemmer aldrig det øjeblik hun bliver lagt op til mig.
De førstedage hjemme lever vi bare i vore egen lille verden og nyder hende. Jeg kunne jo slet ikke komme tæt nok på dette smukke lille menneske. Hvordan skulle man også kunne det, hun havde jo levet de sidste 9 måneder lige ved siden af mit hjerte, hvor jeg kunne mærke hende hele tiden, og nu lå hun der ved siden af mig helt udsat og sårbar; og da begyndte mor-bekymringerne.
For min barsel blev slet ikke som jeg havde regnet med… da hun var 4 uger begyndte frustrationerne, over en lille prinsesse der skreg det meste af dagen, lignede en i smerter, og ikke sov mere end 20min ad gangen.
