Sommetider …Så føles hverdagen ikke helt så ligetil, som ordet lyder.
Sommetider… Så er alting bare uoverskueligt og virkelig hårdt.
Har du nogensinde hørt ‘The spoon theory’?
En simpel og utrolig tankevækkende historie, der hjælper til bedre forståelse af det at leve med kroniske smerter.
‘The spoon theory’ på dansk: https://deborah.dk/the-spoon-theory-pa-dansk/
Det er ikke et ‘hvis’, kun et ‘når’ man kommer man ind i en dårlig periode, så er det aldrig helt til at vide hvor lang den er. Idag, imorgen, næste uge eller længere? Dagene føles uoverskueligt lange, og uanset hvad, er man bare træt og smadret. Man sover dårligt, så at være udhvilet er en ligeså ukendt faktor, som da man blev mor🤷♀️😅
Den første energi er allerede brugt, inden man kommer ud af døren. Brugt til at komme ud af sengen, i tøjet og ikke mindst brugt på de morgenkriser alle børneforældre har…eller er det mon bare os🤦♀️🥴
… når man så endelig skal afsted, er man helt kvæstet allerede.
Smilet skal findes frem og børnene skal afleveres, selvom man mest af alt bare har lyst til at blive siddende i bilen og sende børnene ind.
Energien til at klare arbejdsdagen, føles slet ikke tilstrækkelig, heller ikke selvom min arbejdsdag kun er på 4 timer.
Følelsen af at ligne en på 80, uanset hvor meget man forsøger at skjule det.
Der skal måske handles ind og børnene skal hentes, så skal det overskud man er i mangel af findes frem, så man kan møde børnene med et smil, selvom man er ved at gå til i smerter. Her er man træt og udkørt, og ville egentlig bare gerne sove…(Ønsker mig et større sovehjerte, der er god til powernaps)
Manden kommer hjem, og det kærlige smil og kys man ville give ham, ender i et stift ‘hej’ med og frustreret udtryk, helt uden man tænker over det er energien løbet ud og tårerne presser på. Så uden tvivl den bedste tid på dagen til et kram, og en erkendelse af at det har været hårdt i dag.
Nogle dage er der vilje nok til at slæbe sig i træningscentret. Andre gange er det bare allermest tiltrængt, at komme hurtigst muligt hjem og hvile, for selvom træningen altid giver mig de ekstra ‘skeer’ til at klare resten af dagen er der bare en gang imellem at det er for hårdt at komme afsted.
Man må vælge sine kampe med omhu, som man siger…og som kronisk smertepatient er der bare utroligt mange kampe på daglig basis, kampe der betyder at man sommetider må sige nej, selvom man mener ja. Stoppe op, selvom man gerne ville fortsætte. Ændre planer der ellers var fastlagt.
Det er svært og det er frustrerende, men kamelerne skal sluges og vi skal lære at leve med dem og få det bedste ud af det vi kan, selvom man ville ønske det var på helt andre vilkår, vilkår man selv havde valgt.