Det bedste der nogensinde er blevet mig givet er mine børn.
Jeg bar dem i henholdsvis 40+0 og 41+0 uger.
Hengav mig helt og holdent til dem i fødsler a´ 15 timer og 3,5 time.
Jeg elskede dem før jeg kendte dem, og ville gøre alt for dem fra første øjekast.
Dernæst kæmpede jeg med, og for dem i op mod 3 år og til stadighed gør, grundet deres refluks og forstoppelser, der betyder daglig medicin…men inden da betød slemme smerter for dem, indlæggelser og undersøgelser.
Har gennemgået 2+2 år nærmest uden søvn, med skrigende børn.
Søvnløse nætter, travende op og ned af stuegulvet med dem vuggende.
Siddende op og sove for at de ikke skulle ligge ned og få smerter.
Haft utallige frustrationer over ikke at kunne tage deres smerte.
Jeg elsker dem mere end jeg kan beskrive.
Jeg kan blive så utrolig træt af dem, være så frustreret over deres råben og skrigen at jeg tror de aldrig stopper…men med ét giver de det der smil, den der kommentar, krammet eller BLIKKET og så ved man bare man er solgt og alt er glemt.
Intet er så stort som at blive MOR, og jeg glemmer det aldrig.
At ligge der med det lille væsen, vi har skabt sammen. Det lille væsen der har vokset i mig, og jeg har kunnet mærke helt tæt på mit hjerte og holde beskyttet, som nu er kommet til verden, så lille og sårbar. ALLE mor instinkterne slår ind med det samme, og det kan være en utrolig overvældende glæde, frygt og kærlighed på samme tid.
Pludselig går tiden hurtigere og de bliver større og større, og så gælder det virkelig om at følge med og nyde alt hvad man kan…et lille mys, et lille kram, en enkelt gang i mellem at de falder i søvn på dit bryst, så man kan mærke deres vejrtrækning og kysse dem på panden, eller i ny og næ vil sidde og hygge, måske de sover i smørhullet…
NYD DET! For pludselig en dag er de vokset fra det.
Mine børn; JEG ELSKER JER OG DET I GIVER MIG.