Når man lever med en kronisk smertesygdom er der ingenting der er ligetil. Kalenderen pakkes nøje og alt skal gerne planlægges, så man kan forberede kroppen op til og sikre at der er plads til at kroppen kan restituere bagefter, men selv med de bedste forberedelser og restitution, er det desværre mere reglen end undtagelsen at man betaler prisen bagefter. Når man med det i mente så vælger at gøre tingene alligevel, er det fordi at lige præcis DÉT, gør at man i øjeblikket kan glemme at man er kronisk syg og nyde det.
…nogle ting gør man for børnenes skyld, for familiens skyld og vores fælles minder.
Hvad alle andre ikke ser og der jo heller ikke sådan er taleemne, er den forberedelse der skal til og de forhold man tager. Det vigtigste for at man kan have den bedst mulige oplevelse uanset hvad man skal.
For mig er det netop forberedelsen der er det afgørende. Det afgørende for hvor længe jeg kan ‘holde ud’ og hvor meget jeg kan være med til. Det betyder at hvis vi f.eks skal til fest (jeg er jo sådan en der gerne vil danse hele natten), når vi skal i Djurs Sommerland med børnene eller bare dét at skulle sidde sidde stille på en stol en hel aften til hygge med vennerne, skal jeg i dagene op til sørge for at få trænet godt, masser af hvile og ingen ‘forkert’ overbelastning i form af eks. Støvsugning eller havearbejde, og så lige have lidt ekstra smertestillende klar.
Når dagen kommer forsøger jeg at få en god nats søvn op til, om muligt en lur inden vi skal afsted og selvfølgelig altid gerne en form for træning inden; om det er hård cardio, styrke eller en god omgang flow er ligegyldigt, bare der er bevægelse med god puls og sved 🙂 Trods alle forberedelser kommer der dog altid en grænse, hvor kroppen simpelthen ikke kan mere og man ikke kan abstrahere fra det længere. Punktet hvor det er hårdt uanset om man står, går eller sidder.
…Og når man har ’danset hele natten’ er der altid en pris at betale!
Uanset hvor god en forberedelse, er der desværre altid en pris. Prisen varierer, men den indebærer uden tvivl flere smerter og derfor ekstra smertestillende, ekstra træthed, ekstra træning og lidt frustration hvor man liiiige skal huske sig selv på at man havde en god oplevelse, at man gav ungerne et dejligt minde og at man var sammen med dem der betyder noget.
Ugen derpå er for mig en uge hvor kun det vigtigste bliver gjort, resten af tiden skal jeg hvile og træne for at jeg kan være mor, kone og Jessica.
