Forfatter: Jessica Skeel

Den sætning, hører man tit, i forskellige sammenhænge.
Nogle gange passer den bare ikke altid helt i kontekst, og kan faktisk virke som en negligering fremfor en medføling.

Når man som 34årig ligner en 80årig der skal rejse sig fra stolen efter f.eks. at have siddet til middagen og sidemakkeren siger: ‘uh ja man får helt ondt i ryggen og blir’ stiv i kroppen af at sidde ned så længe og lave ingenting’.
…Øh jov det gør man måske nok, men nu er det altså bare sådan at jeg ikke kun er det fordi jeg har siddet her, men også er det i morgen når jeg står op.
Så kommer næste bemærkning: ‘Ja det kender jeg godt’. Hmmm…gør du nu også det?!
Bevares der er masser af mennesker med samme og endda endnu værre sygdom end jeg. Ryg smerter er jo efterhånden blevet en folkesygdom, grundet en al for inaktiv og stillesiddende livsstil, men det er altså ikke det samme som at have en kronisk gigtsygdom i rygsøjlen.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at man kan knokle for meget en weekend, så ryggen bliver helt overbelastet, at man kan være stresset så kroppen bliver stiv og træt, det var sådan jeg ‘troede’ jeg havde det i lidt over 10 år, hvor det var mere i perioder end andre, og jeg bare havde små smerter …det var inden smerterne, trætheden og ubehaget accelererede og jeg fik min diagnose.

Så selvom folk siger det med den største medfølelse og virkelig føler de mener hvad de siger, kan man stadig godt blive en smule træt og ked af det når man hører folk sige: ‘Det kender jeg godt’.
Med al respekt; det gør man altså ikke, medmindre man har en kronisk smerte sygdom, og skal lære at leve med det uanset hvor meget man gør for at afhjælpe smerterne.
Måske man kunne afslutte sætningen med: ‘men mit går heldigvis over igen.’

For selvom ‘vi’ (os kronisk syge) ville ønske at vores også gjorde det, så betyder den afslutning bare en større forståelse, i hvert fald i mine øjne.

Jeg har købt mig sådan en af de der ‘blogger’ flyverdragter, som jeg aldrig troede jeg skulle se mig selv i…lige indtil jeg stod på legepladsen en dag med ungerne og hundefrøs… man har vel et standpunkt til man får et andet😆🤷‍♀️ (and I LOVE IT)

Nå, men nu hvor det bare er blevet det dejligste forårsvejr, skulle vi selvfølgelig nyde weekenden ude i haven. Vi elsker nemlig alle sammen at være ude, og der er jo altid noget at lave i en stor have😅 …Desværre er det også en af de ting der for mig har store begrænsninger.

Jeg elsker havearbejde og har altid KÆMPE planer om alle mulige projekter, gode ideer og nye smarte påfund (i hvert fald hvis man spørger mig og ikke manden).
Men som dagen skrider frem sænkes entusiasmen, to-do listen bliver mere og mere udvisket, alting bliver hårdere, smerterne slemmere og trætheden bliver en opgave der SKAL klares, selvom man prøver at bekæmpe den.

Jeg kan desværre ikke klare opgaverne ret lang tid af gangen, om det så bare er opsamling af den million-milliard blade der samles i hele haven hvert efterår. Så dagen går med små skift imellem de ting jeg nu har sat mig for ville være helt fantastisk at komme i gang med… Ja jeg skriver; ‘komme i gang med’, for i de fleste tilfælde tager det mig mere end én dag at blive færdig, når man skal skifte opgave og klare hvil imellem…ofte kræver det også at der tilstøder en hjælpende hånd. Uanset hvor meget jeg kæmper, skal jeg på et tidspunkt acceptere at projekterne ikke nødvendigvis skal laves i dag og at oprydningen må vente, fornuften må sejre og viljen pakke sammen…der er er dag igen i morgen.

Når man lever med kroniske smerter og en sygdom som Morbus Bechterew, betyder hjælp og støtte ALT, og den må jeg siges at have. Ungerne er trods deres alder (og mit ønske om at de ikke skulle tænke over det) de mest opmærksomme, hjælpsomme og kærlige børn. De hjælper ude, de hjælper inde, de stiller ikke spørgsmål når mor siger fra, men kommer blot med et smil og spørger hvad jeg har brug for💕

Så selvom haven ikke er som jeg kunne ønske, så er den stadig vores og vi elsker at bruge den både til vandleg om sommeren og snemænd om vinteren. Vi kan løbe frit rundt og være vilde eller gemme os i mellem træerne, spille bold og hoppe trampolin.

Vores have, vores fælles rum💕