Kaffe latte barsel; Ønsketænkning?!

Uh den barsel…den skønne tid der følger efter man har fået sin lille guldklump i armene. En tid med råhygge på sofaen med lille purken liggende på brystet, shoppingture med barnevognen, tid til kreative sysler, dejlige hyggelige dage med kaffe latte, friskbagte boller og mødregruppe; det er i hvert fald det man regner med sker…men det må siges at jeg mødte en anden virkelighed med vores lille prinsesse. 

De første par uger var det helt fantastisk og jeg kunne ikke få nok af hende, denne fantastiske lille skabning vi havde skabt, PERFEKT!

Pludselig en aften vendte det, og hun begyndte at skrige. Hvor kom det lige fra? …måske et tigerspring, ondt i maven, mareridt…hmmm??
Vi prøvede alt og til sidst kørte min mand 16km kl.22 om aftenen for at hente modermælkserstatning, da vi troede det var min mælk den var gal med…men hun skreg bare og vred sig, denne knap 3 uger lille mus.
Sådan fortsatte det, og dagene blev ligeså, kun værre og værre, hun sov 20min af gangen, og vågnede i et skrig HVER gang. Skrigende og vridende i smerte, kunne man så tage hende op, forsøge at trøste og lulle hende i søvn igen…oftest ikke med det store held. Sådan gik dagene, og nætterne med. Flere nætter sad jeg op, og så sov hun hos mig, da hun simpelthen ikke kunne ligge ned.
Jeg var stort set ligeså ulykkelig som min datter, frustreret og ked af at jeg ikke kunne trøste hende, og selvfølgelig ret så træt. Vi havde god kontakt med sundhedsplejersken, og da hun så kom på besøg så hun med det samme den var helt gal, sådan skulle prinsessen jo ikke have det, det lille pus…og vi blev indlagt på børneafdelingen. 

Vores eget lille ‘Hotel’, indtil de fandt frem til årsagen; REFLUKS!!
Vi måtte dog også lige et smut forbi Odense børneafdeling, der er specialister på området for at være sikre på diagnose og rigtig dosis.
Refluks er tilbageløb af mavesyre op i spiserøret, og da vores datter havde Silent refluks, slugte hun det også igen, hvor børn med alm. refluks gylper mavesyren op. En tilstand der skaber sår i spiserøret ved at ‘ætse’ både på vej op; og ned, i hendes tilfælde. Utrolig smertefuldt, kan man især forestille sig, hvis man er en af dem der har døjet med halsbrand under graviditeten. 

Med en lille datter der nu var diagnosticeret med refluks, kunne vi da afhjælpe hendes smerter lidt med medicin, men det var desværre kun en del af det. Skaden var sket, og der gik lang tid før hun havde en smule effekt. Medicinen neutraliserer bare syren, den fjerner desværre ikke tilbageløbet. Så hun sov stadig ikke mere end 20-30min af gangen, før hun skreg, og blev vækket af tilbageløb.
Huha alle de aftener vi har gået frem og tilbage i stuen med liften, gynget hende i sansegyngen, vippet hende i barnevognen osv. for at få bare et lille hvil selv. For som om det ikke er hårdt nok at se sin lille mus så forpint og ude af trit, uden man kan gøre noget. Vi var også så umådeligt trætte at vi næsten ikke kunne hænge sammen. Nogle dage sov jeg med hende til middagsluren, så kunne jeg mærke når tilbageløbene kom og forsøge at vugge hende og trøste, så hun ikke vågnede helt op.

Hvordan kommer man så over det?
Det ved jeg ikke, men man kommer igennem det, SAMMEN.

Vi er som mand og kone blevet testet til det yderste, helt ud hvor vi har været så pressede at vi ikke vidste hvad vi skulle gøre af os selv, ikke havde tid til at restituere og sove, men vi var bare på hele tiden, kæmpende for at hjælpe vores lille prinsesse, i sådan en situation betyder familien ALT. Vores familie har været den største støtte igennem den hårdeste tid, som vi ikke bare har oplevet én gang, men med hele 2 børn…!

Lykken er…trods alt, at være tæt <3