D.10 marts 2020 var min sidste dag på kontoret i lang tid, men jeg havde ingen anelse da jeg sagde ‘vi ses torsdag’ til kollegerne.
Vi ses torsdag blev snart til vi ses engang …og for mig var en lang isolation med børnene hjemme netop startet.
Som kronisk syg, på biologisk medicin, astma patient og med gentagne problematikker i luftvejene kan man da godt sige jeg var en smule nervøs for hvad denne virus ville bringe med sig.
For godt 3 år siden mistede jeg pludseligt en dag stemmen, i hele 6 måneder.
6 meget lange og hårde måneder, hvor jeg desværre også mistede mit job på grund af det. Havde en søn der skulle til at lære og snakke, men det kunne JEG ikke engang, en mand og datter der ikke hørte sin kones og mors stemme i 6 mdr. og en stemme der endnu ikke er den samme som før, her næsten 3 år efter.
Så med en aggressiv virus på spil, vendte alle tankerne omkring mine luftveje og stemmemangel tilbage. Jeg ved jo godt at jeg er modtagelig for mange ting når jeg er på bio medicin, så nu var det tid til at tage vare på mig selv, ikke kun for min skyld, men også for min families skyld.
Nu er vi så ved at være godt på vej ud af denne lockdown, og al den ‘tryghed’ den gav for en som mig er blevet revet væk. Ligeså stille er jeg kommet ud af min boble.
Børnene skulle jo afsted, og trods den frygt jeg sendte dem afsted med var jeg også utrolig lettet, for hjemmekontor og hjemmeskole er nok DEN VÆRSTE KOMBI EVER!
Jeg hentede dem hver dag lige efter klokken ringede, vi havde ingen aftaler og handel foregik stadig for mandens regning, dagligvarer til døren og net-shopping.
Nu er vi så endnu længere inde i genåbningen af Danmark og alt er næsten åbnet. Desværre betyder der også at mange glemmer alvoren af denne virus stadig er der. Virussen er stadig lige farlig, og kan stadig ikke behandles. HUSK nu restriktionerne.
For et par dage siden var jeg for første gang i en butik siden 10 marts og hold nu op det var en prøvelse. Jeg følte mig udsat/blottet og slet ikke tryg.
Jeg ved godt at vi er på et stadie hvor der er langt i mellem smittede, MEN det kræver også blot ÉN smittet i kontakt med de samme ting.
Jeg kunne blive ved at skrive, men hovedsagen er at vi skal passe på hinanden.
Vi lukker meget stille op for flere og flere ting hjemme hos os, alt i mens vi vasker, spritter og holder afstand. Det kan sagtens lade sig gøre.
Vi har besøgt nærmeste familie og fået givet en krammer eller to og det betød ALT.
Den sociale distancering og manglende kropskontakt i form af kram, knus, kys osv. har været savnet og selvom vi ikke kan smide om os med det endnu, så er vi lykkelige for at vi kan mødes på afstand og kramme vores kære
