Vinteren er i sin spæde start, efter vi har haft den mest fantastiske lange sensommer og et smukt efterår. Julehøjtiden er lige om hjørnet, nytåret i sigte og tankerne er i fuld sving, om hvilken kjole man dog skal tage på😉 …for ikke at tale om al den planlægning der skal styr på og GAVERNE, ih ja gaverne. Jeg er en af dem der eeelsker gaver, Også selvom jeg er blevet mor, og faktisk er jeg også helt tosset med at købe gaver. Jeg kan bruge oceaner af tid (nogle gange for lang tid, vil min mand nok sige) på at finde det helt rigtige når vi køber gaver🎁 …og så er jeg vel ikke den eneste der hepper på en hvid jul? Altså sådan en rigtig hvid en af slagsen, som da vi var børn, med sne til albuerne og i mere end bare én dag.
Kulden er dog også den første ting, der gør min vinter ulidelig til tider, leddene der bliver stive, øgede smerter og uendelig træthed…uuuh så mangler jeg den varme sol, og så er der jo lige det med aaalt for meget snold og lækre sager…(for jeg kan sku da ik’ la’ vær’)🤷♀️ Ja så farer man jo også rundt til dit og dat og forstå mig ret, jeg er utrolig social, så jeg elsker det…men kroppen gør ikke, stress over alt det man skal nå, og dårlig samvittighed over dem man ikke lige fik besøgt. (Og ja det er sku for dårligt med 365 dage til at gøre det på, men sådan er hverdagen – alt for kort).
Så er der jo også alle de baktusser ungerne slæber med hjem fra skole og børnehave, og selvfølgelig via alle andre også. De bider på mig HVER GANG, hvad sker der lige for det!🙄 …som kronisk syg er kroppen altid på overarbejde og ikke særlig klar på at bekæmpe diverse virus, nogle gange betyder det så, at man bare ikke kan overskue mere…at man har brug for ro & hvile, selvom man meget hellere ville med til kaffehygge eller på restaurant besøg eller hvad det nu måtte være.
“Det er så skide svært at sige nej, når man bare såå gerne vil.”
Men altså udover julen som er er hjerternes fest, vinterhygge med lys og varme drikke og alt muligt, så er det jo som sagt også begyndelsen på at min gigt krop får meget mere at kæmpe imod. En kamp der til tider kan vælte læsset, kan få mig til at virke kold og kynisk, sur og deprimeret, måske endda selvoptaget! Men tro mig, det er jeg IKKE! Det er blot et udtryk for hvor meget jeg kæmper for at holde gejsten oppe, så jeg kan være med i det hele. I sådanne perioder er jeg extra glad for min mand. Ham der bare altid er der, ham der kan se hvornår på dagen jeg startede med at sætte en facade op om smerterne for i andre ikke skal se det, ham der så be’r mig om at tage et hvil eller finder en undskyldning for at vi kan tage hjem, så det ikke er pga. Mig, ham der får skæld ud hele tiden, fordi jeg bare er frustreret og træt, ham der skal hjælpe hans kone på 33 ud af sengen de morgener hvor det er værst. Det er min mand, og han er fandme stærk❤️
